Overlæge: Aldrig set noget som den her sag før
Indlæggelserne af beboere fra samme afdeling på Plejecenter Tirsdalen ad flere omgange er højst usædvanligt, forklarer en overlæge.
En nu chefoverlæge (tidligere ledende overlæge, red.) på Akutafdelingen på Regionshospitalet Randers har mandag afgivet forklaring i retten om Tirsdalen-sagen, hvor en 60-årig kvinde er tiltalt for drab og syv drabsforsøg.
Det var overlægen, Christian Skjærbæk, der i begyndelsen af marts slog alarm til flere myndigheder, da der kom flere indlagte på hospitalet fra den samme afdeling.
Den 2. marts tog han fat i Styrelsen for Patientsikkerhed, og dagen efter anmeldte han sagen til Østjyllands Politi.
Det var ifølge overlægen især, fordi beboerne var svært bevidsthedssvækkede i bekymrende grad.
'Ikke normalt'
Og drugtest viste, at de havde noget i blodet, som de ikke burde have.
- Nogle af dem havde fået medicin, som ikke stod på deres medicinliste. Det var jo ikke normalt, siger Christian Skjærbæk i retten, hvor retssagens tredje dag mandag er i gang.
Da beboerne første gang blev indlagt på hospitalet, troede han ikke, at der var sket noget kriminelt.
- Min første tanke var, at der ikke var styr på medicinen ude på plejehjemmet. Vi hører af og til om plejehjem, hvor der ikke altid er den bedste medicinhåndtering, men jeg havde ikke hørt om generelle problemer på Plejecenter Tirsdalen.
Snakken begyndte dog at gå om også forholdene på det specifikke plejehjem, fortæller overlægen.
I sagen endte en kvinde fra Plejecenter Tirsdalen med at afgå ved døden, efter hun var blevet udskrevet fra hospitalet efter første indlæggelse i slutningen af februar.
Det var planen, at hun så kunne dø i vante omgivelser i sit hjem. Hvilket hun gjorde den 1. marts.
Men det kunne muligvis være endt anderledes.
- Hvis vi dengang havde vidst, at patienten var forgiftet med noget, havde vi beholdt hende i længere tid og havde givet hende understøttende, nødvendig behandling nødvendig, imens kroppen skilte sig af med giftstoffet, forklarer overlægen.
Det var dog alligevel ikke sikkert, at hun havde overlevet, pointerer overlægen.
Den 60-årige sosuhjælper, der mistænkes for at have forgiftet beboerne, blev anholdt 14. marts.
Under en ransagning hjemme hos kvinden har politiet fundet to ud af tre præparater, som man fandt i blodet på plejehjemsbeboerne.
Der er i alt afsat 12 retsdage til sagen, og der ventes dom sidst i februar. Den 60-årige sosuhjælper afviser anklagerne mod hende.
Efter overlægen fra Regionshospitalet Randers har afgivet sin forklaring, skal den tiltaltes mand gennem mange år også afgive forklaring mandag. Det samme skal Plejecenter Tirsdalens leder, Susanne Tvede.
Du kan følge retssagen her.
Anklagerne mod kvinden
1) Manddrab
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have dræbt en kvindelig beboer med lægemidlet Baclofen. Beboeren blev indlagt og afgik ved døden den 1. marts.
2) Forsøg på manddrab
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham lægemidlerne Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at beboeren blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
3) Forsøg på manddrab
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham lægemidlerne Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
4) Forsøg på manddrab
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
5) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
6) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
7) Forsøg på manddrab
Ved den 3. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
8) Forsøg på manddrab
Ved den 13. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
9) Tyveri af medicin
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 fra Plejecenter Tirsdalen under udførelsen af sit arbejde som social- og sundhedhjælper, gentagne gange at have stjålet medicin ordineret til beboerne, herunder blandt andet to pakker Combar, en pakke Mirtazapin Hexal, 2,5 diazepam-tabletter samt en pt. ukendt mængde Baclofen-tabletter.
10) Tjenestemisbrug
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have misbrugt sin stilling, idet tiltalte som beskrevet i forhold 9 fra sin arbejdsplads stjal medicin, ligesom tiltalte som beskrevet i forhold 1-8, i den hensigt at dræbe, fejlbehandlede de angivne patienter, hvilket medførte deres død eller umiddelbar risiko herfor.
11) Medicin uden recept
Ved den 14. marts 2022 cirka kl. 13.20 på egen bopæl at have været i besiddelse af 2,5 tabletter diazepam uden at være i besiddelse af gyldig recept hertil.
Anklagemyndigheden ønsker desuden at fratage kvinden retten til at virke som social- og sundhedshjælper.