Overfaldet ved bro i Randers
26-årig væltet omkuld. Politiet efterlyser vidner
Østjyllands Politi efterlyser vidner til et overfald på en 26-årig mand i Randers.
Den 26-årige kom søndag aften gående ad en sti syd for "Den Blå Bro" over Gudenåen.
Manden, der lige var kommet med toget fra Aalborg, gik med en skuldertaske, mens han hørte musik.
Pludselig blev han væltet voldsomt omkuld bagfra. Hans taske blev derefter revet fra ham af to personer.
De to overfaldsmænd forsvandt derefter med tasken, der er af mærket North Face. Personerne forsvandt i retning mod Den Blå Bro.
Se: Flaskevold: 22-årig overfaldet
- Politiet vil meget gerne i kontakt med vidner, der kan have overværet røveriet, eller personer, der iøvrigt har kendskab til, hvem der kan have begået røveriet, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den ene af overfaldsmændene er ca. 180 cm. høj. Han var iført cowboybukser og det, der lignede en hættetrøje.
Det er uvist, om den anden person er en mand eller kvinde. Vedkommende er 180 cm høj og har lyst hår, der er opsat i en knold i nakken. Personen var iført cowboybukser og muligvis en hættetrøje.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.
Overfaldet fandt sted syd for Den Blå Bro i Randers: