Offensiv skal stoppe lommetyve

Politiet i Randers forbereder særlig indsats mod lomme- og tasketyverier.

Mængden af lomme- og tasketyverier i Randers Midtby har nu nået et sådant omfang, at nærpolitiet i byen planlægger en offensiv i efteråret mod de tyve, der især færdes omkring byens rutebilstation og Dytmærsken.

- Vi vil inddrage handlende, taxachauffører og busselskaber i en særlig indsats, fortæller Ove Stendal, leder af nærpolitiet.

Fra nytår og frem til 15. juni modtog politiet i Randers 86 anmeldelser om taske- og lommetyverier. Typisk går tyverierne ud over ældre kvinder.

Også i Århus er lomme- og tasketyverier et stigende problem, ligesom de fleste østjyske politikredse oplever en vækst i denne form for tyverier i sommermånederne.

Især på gågader, ved turistattraktioner og andre steder med mange mennesker er der grund til at være på vagt overfor tyvene.

Se mere i dagens udsendelser på TV2 / ØSTJYLLAND.