Østjyske mænd fanget i international smuglersag
Ti mænd er blevet anholdt i optrevlingen af et internationalt smuglernetværk, melder specialenhed i politiet.
Onsdag er ti mænd i alderen 24 til 62 år blevet anholdt og sigtet i en stor sag om smugling af kokain.
Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.
To mænd er anholdt i Randers og én på Djursland. Resten er anholdt i henholdsvis Odense, Hirtshals, Montenegro, Norge og Holland. Ydermere var en hollandsk statsborger allerede fængslet i Tyskland.
Flere steder er der også lavet ransagninger, oplyser NSK.
De ti mænd er sigtet for at have stået bag en organiseret indsmugling af over 500 kilo kokain fra Holland til Danmark, og NSK fortæller, at anholdelserne kommer på baggrund af en lang efterforskning.
Udlevering til Danmark
Tre af de anholdte, der bor i henholdsvis Randers og Hirtshals, er derudover også sigtet for at have smuglet flere hundrede kilo hash fra Danmark til Norge.
Torsdag morgen bliver fire af de mænd, der blev anholdt i Danmark, fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers.
Fire hollandske mænd og den anholdte i Montenegro vil begæres udleveret til Danmark og det danske retsvæsen.
Ledende politiinspektør i NSK Michael Kjeldgaard fortæller, at det internationale politisamarbejde har været afgørende.
- Særligt har samarbejdet med politimyndighederne i Montenegro været forbilledligt og viser, at mistænkte for organiseret kriminalitet ikke er uden for dansk politis rækkevidde, selvom man forsøger at skjule sig i lande, hvor vi ikke har direkte samarbejds- og udleveringsaftaler via EU, udtaler han i en pressemeddelelse.