Stor brand på kro - hel etage udbrændt

Politi og brandvæsen er til stede ved Fårup Kro nord for Randers på grund af en brand i bygningen.

Der er ild i taget på Fårup Kro nord for Randers. Foto: Øxenholt foto

Østjyllands Politi og Beredskab og Sikkerhed er torsdag til stede ved en brand i Fårup Kro nord for Randers.

- Kl. 11.12 har vi fået en anmeldelse, om at der er ild i taget på kroen. Så vi er til stede sammen med brandvæsenet, siger pressemedarbejder Anne Tiedemann fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Hannes kro er ødelagt af brand: Jeg tænkte bare 'fuck'

Indsatsleder Niels Henrik Nielsen fra Beredskab og Sikkerhed var første mand på stedet, og han at bestille en ekstra sprøjte- og tankvogn fra Hobro udover den, der var på vej fra Randers, på grund af brandens karakter.

- Der er brand i tagkonstruktionen, som er gået igennem taget. Det var sådan forholdsvis alvorligt. Hele tagkonstruktionen og overetagen har været overtændt og er udbrændt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Stort set ødelagt af vandskade

Ingen mennesker kom til skade, men kromutter var til stede og kunne hjælpe brandvæsenet med at låse døre op til forskellige rum.

- Vi har reddet en gildesal og taget alt ud af kroen, der kunne reddes. Ellers er resten ødelagt af vandskade, siger indsatslederen.

Læs også Sådan forløb det da AGF-fans fejrede onsdagens sejr

De kender endnu ikke årsagen til branden.

Beredskab og Sikkerhed forventer at være på stedet de næste fire til fem timer.