Nyt tiltag skal mindske kø ved test-telte
Borgere, der skal testes for COVID-19 i Randers og Horsens Kommune, skal nu booke testtid på forhånd og ikke bare møde op, fortæller lægefaglig direktør i Region Midtjylland, Per Sabro Andersen.
Mandag kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle, hvordan en massiv kø ved test-teltene i Horsens betød, at borgere i Horsens Kommune måtte vente i op til seks timer på at blive testet, mens andre måtte vende snuden hjem uden at blive testet.
Det har nu fået Region Midtjylland til at tage affære.
Læs også
Tirsdag skriver regionen i en pressemeddelelse, at der fra onsdag den 23. september bliver indført et krav om tidsbestilling for alle former for coronatest i Randers og Horsens.
- Det gør vi, fordi der er så enormt meget pres på test lige nu. Det har medført massiv kø de steder, hvor vi ikke har haft tidsbestilling, og det er ærgerligt og frustrerende, fortæller Lægefaglig direktør i Region Midtjylland Per Sabro Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Flere booker online
Per Sabro Nielsen fortæller samtidig, at de hos regionen har set en udvikling, der peger i retningen af, at langt flere allerede er begyndt at bestille en testtid, inden de møder op.
- I starten mødte de fleste op uden at bestille tid, men den tendens er vendt i takt med, smittetrykket er steget. Samtidig bliver langt flere smittet, så derfor er det nødvendigt, at vi ændrer fremgangsmåden til først at bestille og så møde op, siger han.
Læs også
Det er smitteudbruddet i Københavnsområdet, der har givet borgere i Region Midtjylland en øget ventetid til test for raske personer – som er test uden tidsbestilling.
- Det største smittetryk er i København, så de sidste to uger, er der blevet testet virkeligt meget i København, og det har givet det her pres på testkapaciteten i Region Midtjylland, forklarer Per Sabro Nielsen.
Overvej om du skal testes
Derfor er det ifølge den lægefaglige direktør også dem, der har haft nærkontakt til en coronasmittet, der har første prioritet til at blive testet.
- Jeg opfordrer alle til at overveje det en ekstra gang, før de lader sig teste. Vi har kun et begrænset antal test, og derfor har vi også oprettet flest ”nærkontakt-test”, da de har første prioritet, siger han.
Han fortæller, at der i Region Midtjylland fra i morgen, onsdag, er 4.400 test, der skal fordeles ud.
- Når vi har brugt dem, så har vi simpelthen ikke flere, så tænk jer om, afslutter Per Sabro Nielsen.