Nyt lys giver arbejdspladser
Kommunen skifter til LED-pærer
Det kommer til at koste 100 millioner kroner, når pærerne i Randers Kommunes gadelamper skal skiftes over de næste fire år. Det skriver DR Østjylland.
- Det er en god investering for både miljøet og kommunekassen, og så er det en god investering, fordi det skaber arbejdspladser, siger Kasper Fuhr Christensen, formand for Randers Kommunes Miljø- og Teknikudvalg til DR Østjylland.
Det er endnu ikke bestemt hvem der skal skifte pærerne, men er Kasper Fuhr Christensen overbevist om, at projektet kommer til at gavne de arbejdsløse i kommunen.
- Det er klart, at det vil skabe nogle lokale arbejdspladser og på den måde sørge for, at der er nogen, der flytter fra kontanthjælp og over til at forsørge sig selv. Og det er jo fantastisk, både for dem og for kommunekassen, siger han.
Skiftet til LED-pærer vil reducere kommunens el- og CO2-forbrug væsentligt frem mod år 2030.