Ny skole for unge talenter
Teater modtager milliongave af Mærsk-fond
Teaterlederen ved Randers Egnsteater kan ikke få armene ned over hovedet lige i øjeblikket. For selvom der er lidt tid endnu til jul, har teatret netop modtaget en stor julegave.
Giveren er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, som har doneret 7,9 millioner kroner til, at teateret kan opføre en ny talentskole.
- Unge musiktalenter kan udvikle og afprøve deres talent på musikskolernes MGK forløb, unge sportstalenter kan søge udfordringer på elitesportsskoler. Randers EgnsTeater ønsker, med etableringen af en teatertalentskole, at imødekomme de mange unge, som seriøst og engageret ønsker at afprøve deres talent i forhold til skuespillerhåndværket i et professionelt teatermiljø. Dette har midlerne fra A.P. Møller Fonden nu muliggjort, siger teaterleder Peter Westphael i en pressemeddelelse.
De mange millioner gør det nu muligt for Randers Egnsteater at tilbyde undervisning året rundt. Tidligere har teatret haft forløb af tre måneder, hvor unge skuespillere kunne afprøve deres talent.
Nu bliver den undervisning udvidet til glæde for teater og elever. Der er nemlig lige nu lange ventelister på teatrets ungdomshold.
Pengegaven skal bruges på at bygge skolens fysiske rammer, som forventes at stå færdig i efteråret 2014.