Ny angriber sikrede sejren
Randers-debutant scorede i overtiden
Randers FC kan takke nyerhvervelsen Mikael Ishak for, at kronjyderne fredag aften fik den bedst tænkelige start på den årlige byfest, Randers Ugen.
På festugens første aften scorede den unge svensker sejrsmålet, da Randers FC på hjemmebane vandt en smal sejr på 1-0 over FC Vestsjælland.
Sejren blev sikret i overtiden, da Mikael Ishak hamrede bolden i kassen. For kronjyderne var målet en forløsning. De havde domineret kampen fra start til slut uden dog for alvor at komme frem åbne målchancer.
Ishak kom på banen fra anden halvlegs start i stedet for Viktor Lundberg og har altså fået sig en fornem start på tilværelsen i Randers.
Den svenske angriber er hentet i italienske Parma og er udset som erstatning for sidste sæsons topscorer, Ronnie Schwartz.
Fredagens sejr betyder, at Randers stryger op på Superligaens aktuelle førsteplads med ni point efter fire runder. FC Vestsjælland ligger forsat nummer otte med fire point.
Se: Målhelt: Sejren er det vigtigste
Hjemmeholdet var bedst og lignede et hold, der havde tænkt sig at rejse sig oven på mandagens nederlag i Herning, men alligevel manglede det offensive spil saft og kraft og var usammenhængende.
Det var ikke nogen stor præstation af Superligaens nye førerhold.
Randers havde gode muligheder allerede i første halvleg, da både Mads Agesen og Christian Keller havde gode hovedstødsmuligheder, men begge blev misbrugt.
Martin Svensson burde ligeledes have scoret for Randers kort før tid, da han sparkede til en løs bold i feltet, som strøg et par meter forbi målet.
Derfor lignede det længe, at kampen ville ende 0-0, men den nye dreng i klassen ville det anderledes og sikrede alle tre point til hjemmeholdet.