Ny angriber gør RFC-truppen komplet
Holdkammeraterne håber, at nyindkøbet Moussa Maazou bliver en succes i Randers FC
Onsdag offentliggjorde Randers FC holdets nye angriber, da kronjyderne skrev kontrakt med 27-årige Moussa Maazou fra Niger.
Den 27-årige angriber var ikke på træningsbanen med sine nye holdkammerater torsdag, da han havde taget turen til Udlændingestyrelsen i København for at søge opholds- og arbejdstilladelse.
Derfor har flere af Randers-spillerne endnu ikke mødt den nye angriber personligt - men den offensive forstærkning vækker glæde.
- Jeg synes, at truppen er komplet nu. Vi har søgt efter en angriber, og det har vi fået nu. Vi har brug for øget konkurrence om de forreste pladser, og vi søger lidt efter nogle mål, så det håber vi, at han kan give os, siger Mads Agesen.
Så er det officielt: Her er Randers FCs nye angriber
Også holdkammeraten Christian Keller synes godt, om det nye indkøb.
- Jeg har set hans CV, som er sindsygt godt, og ikke normalt en spiller, man kan få til Randers. Så vi håber da, at han kan gøre det ligeså godt her. Han vil selvfølgelig få konkurrence fra de andre angribere, men umiddelbart bejler han da til at starte inde i superligaen, siger anføreren.
Moussa Maazou fik sit gennembrud i belgiske Lokeren, og her hentede den russiske storklub CSKA Moskva ham for omkring 35 millioner kroner. Maazou blev dog aldrig et hit i Rusland, så han var af flere omgange udlejet, blandt andre de franske klubber Monaco og Bordeaux.
Se hele interviewet med Christian Keller og Mads Agesen i videoen ovenfor.