Nu skal Randers feste
Den traditionsrige festuge 'Randers Ugen' bliver i dag sunget og spillet i gang
Den 39. udgave af 'Randers Ugen' begynder i dag, fredag, med mad, musik og kulturelle indspark i Kronjyllands hovedstad.
Den officielle åbning markeres med en koncert i eftermiddag klokken 15.30 med vinderen af det internationale melodi grand prix Emmelie de Forest, den randrusianske X-Factor-deltager Nanni og reggaesangeren Wafande.
Derefter er der blandt andet mulighed for at opleve arkitektur, drikke en øl i oktoberteltet, tage en tur i Tivoli-karusellen eller høre irsk folkemusik.
Størstedelen af dagens arrangementer er gratis, og det er der ifølge eventchef i Randers Kommune, Mette Bertelsen, en god grund til:
- Vi har en god tradition for, at alt på åbningsdagen nærmest er gratis. Det er vores måde at byde velkommen til vores festuge, siger hun til tv2oj.dk.
Et af de nye intiativer til dette års festuge er opstillingen af et nyt telt kaldet 'Rambla Teltet' ved Østervold i Randers. Det er også i dette telt, at åbningskoncerten i dag vil finde sted.
Det er blot ét blandt mere end 500 forskellige aktiviteter, der vil foregå i Randers frem til den 16. august.
Som noget nyt er der også ekstreme udfordringer for de øvede sportsfolk. Lørdag den 15. august bliver der afholdt Harbour Challenge, hvor deltagerne skal gennemføre 25 hårde udfordringer på havneområdet i Randers.
- Vi forsøger at inddrage vandet i festugen og bruge det som en platform, siger Mette Bertelsen.
Der vil også være BMX-ryttere, skatere, rally og børneloppemarked i løbet af 'Randers Ugen'. Du finder hele programmet her