Nu skal genbrugspladserne overvåges

Genbrugspladserne i Randers Kommune har været hårdt plaget af indbrud i 2021. Det har nu fået kommunen til at sætte overvågning op på alle genbrugsstationer.

En mands skrald er en anden mands guld.

Et ordsprog vi nok alle kender, men noget kunne tyde på, at en gruppe mennesker i Randers har taget udtrykket en anelse for meget til sig.

I hvert fald har der i 2021 været usædvanligt mange indbrud på genbrugsstationerne i Randers. En situation, der nu får kommunen til at skride til handling.

- Det, som vi har besluttet at gøre, er, at lave kameraovervågning af alle vores genbrugspladser, så det har vi bestilt, siger sektionsleder ved Affald og Genbrug i Randers Kommune Allan Asp Poulsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Og selvom man umiddelbart kunne tænke, at det ikke har den store betydning, om nogen stjæler skrald, så er det ifølge Allan Asp Poulsen ganske alvorligt.

- De henter metaller, fordi det har en værdi for dem, men det er en værdi, de tager fra os, og det er jo en del af vores økonomi, siger Allan Asp Poulsen.

Allan Asp Poulsen er sektionsleder ved Affald og Genbrug i Randers Kommune.
Allan Asp Poulsen er sektionsleder ved Affald og Genbrug i Randers Kommune.

Batterier og fladskærme er i høj kurs hos tyve

En af de randrusianske genbrugsstationer, der har oplevet en stigning i indbrud er Øster Tørslev Genbrugsplads. I 2021 oplevede de fem tyverier.

- De klipper hul i hegnet, og så henter de det, de skal bruge og slæber det tilbage gennem hegnet og ind i bilen. Vi kan som regel se et helt spor efter dem, der hvor de har gået, siger Karsten Brun, der er medarbejder på Øster Tørslev Genbrugsplads, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er særligt bilbatterier, fladskærme og andet elektronik, der forsvinder mest af, når genbrugspladsen i Øster Tørslev har haft ubudne gæster. En tendens der ifølge Allan Asp Poulsen går igen i hele kommunen. 

- Der er jo miljømæssige årsager til, at man afleverer det her på en genbrugsplads, og det er jo fordi det ikke skal havne i naturen, og vi har en formodning om, at de skiller de her batterier ad for at tage de metaller, der er deri, og så ved vi ikke helt, hvad der sker med resten, siger Allan Asp Poulsen. 

Bilbatterier er en af de ting, der er i særlig høj kurs blandt tyvene på de randrusianske lossepladser.
Bilbatterier er en af de ting, der er i særlig høj kurs blandt tyvene på de randrusianske lossepladser.

- Jeg synes det er mærkeligt

Blandt brugerne på Øster Tørslev Genbrugsplads denne torsdag er logikken bag et indbrud på en losseplads ikke helt til at gennemskue

- Det er ret specielt at bryde ind på en genbrugsplads. Jeg synes det er mærkeligt, men omvendt, så smider vi jo også meget ud, der stadig virker, siger Heidi Sørensen til TV2 ØSTJYLLANDS udsendte rapporter.

- Det vidste jeg faktisk slet ikke, at der var nogen, der brød ind sådan et sted som her, men jeg kan da se, at der er nogle ting herude, der stadig kan bruges, siger Peter Kristensen til TV2 ØSTJYLLANDS udsendte rapporter. 

Og der kan da også være noget om snakken. Der er en del af de ting, der kommer på genbrugspladsen, der stadig kan bruges.

Men det har de allerede tænkt på i Randers Kommune, hvor alle genbrugspladser er udstyret med en særlig container, hvor man kan stille ting til genbrug og tage noget med, hvis man mangler. 

I særlige containere er det tilladt at tage ting med sig fra genbrugspladsen, hvis man falder over noget, der kan bruges.
I særlige containere er det tilladt at tage ting med sig fra genbrugspladsen, hvis man falder over noget, der kan bruges.