Nederlag til Randers FC
Tabte 0-1 på udebane
Det endte med et nederlag på 0-1, da Randers FC mandag aften mødte bundholdet FC Nordsjælland på udebane.
Det var Joshua Johns scoring kort før pausen, der afgjorde kampen. Kronjyderne formåede nemlig aldrig at svare igen på den hollandske angribers mål.
Sidste sæsons vicemestre, FC Nordsjælland, har ellers fået en skidt start på denne sæson. Blot fem point kastede de ni første kampe af sig, så Farum-klubben var pisket til, for første gang i fem kampe, at hente point, da Randers FC mandag aften var på besøg.
Kampen var Joshua Johns første på Farum Park, siden han kom tilbage fra Twente, og hollænderen skulle vise sig hurtigt at komme i fokus. Allerede efter to minutters spil havde han en stor chance, men der skulle dog gå 40 minutter yderligere, før han fik netmaskerne til at blafre.
Patrick Mtiliga slog en fin stikning mod hollænderen som slap fri, da Johnny Thomsen faldt. Thomsen havde det generelt svært over for John, og hans snubletur var altså medvirkende til, at John kom fri, så han kunne score til 1-0.
Randers FC havde blot scoret i en af de fem seneste kampe inden mandag aftens opgør, og det var til at se hvorfor. Godt nok var topscorer Ronnie Schwartz tilbage, men kronjydernes offensiv var oftest uden bid og uden idéer.
FC Nordsjælland skabte heller ikke meget i den anden ende, men målet så ud til at have givet lidt selvtillid. Dog ikke mere end at hjemmeholdets træner, Kasper Hjulmand, midt i anden halvleg valgte at sætte en ekstra forsvarsspiller på banen, for at køre sejren hjem.
Det træk viste sig ganske klogt af Hjulmand, hans mandskab formåede således at holde 1-0 kampen ud.