Natteravne fylder år: Vi får mange kram af de unge piger
Natteravnene passer på unge i nattelivet. Men de mangler frivillige
Natteravnene i Randers fylder 20 år.
En af dem, der har været med i de fleste af årene, er Bruno Thomsen fra Randers. Han har 15 år som natteravn på bagen.
Læs også
- Da var vi mange. Vi var cirka 60 natteravne. Nu er vi cirka 35, siger Bruno Thomsen, der er formand for Natteravnene, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge ham har livet som natteravn ændret sig i løbet af årene.
- Det er mere vanskeligt at få folk ud at gå, men de vil gerne være medlem, siger Bruno Thomsen.
Får mange kram
Som Natteravn skal man helst gå fire gange om året.
- Så kan de selv bestemme, hvornår, de vil gå, siger Bruno Thomsen.
Han fornemmer, at Natteravnene gør en forskel.
- Så snart vi dukker op, får vi mange kram og tilkendegivelser af de unge mennesker. Særligt de unge piger er glade for, at vi går, siger Bruno Thomsen.
Nye frivillige
Natteravnene i Randers markerede 20 års-dagen for at skaffe nye frivillige.
- Vi har nogle, der gik 20 gange sidste år for at få det til at hænge sammen, siger Bruno Thomsen.
Formålet med Natteravnene er, at unge kan føle sig trygge ved at færdes inde i byerne om natten.
- Randers er blevet meget bedre, end da jeg var ung. Der kunne man godt få et par på låget uden grund. Det gør de jo ikke i dag, men der er altid nogen som skal profilere sig på en eller anden dum måde, siger Bruno Thomsen.