Narko overdraget på kaserne
I en sag om indsmugling af over 500 kilo kokain fra Holland til Danmark er fire mænd torsdag blevet fængslet.
Fire mænd er torsdag blevet varetægtsfængslet af en dommer i Retten i Randers i en sag om omfattende narkosmugling.
Det oplyser politiets særlige efterforskningsenhed NSK, National enhed for Særlig Kriminalitet, til Ritzau. Fængslingerne varer foreløbigt fire uger.
Tre af mændene indvilgede frivilligt i at blive fængslet, mens den fjerde protesterede, men undlod at kære til landsretten.
Anholdelserne er en del af en stor sag, der samlet handler om indsmugling af over 500 kilo kokain fra Holland til Danmark.
Internationalt samarbejde
NSK oplyste onsdag, at i alt ti mænd i alderen 24 til 62 år er anholdt i sagen, som også involverer flere andre lande. Det gælder politimyndigheder fra Norge, Holland, Tyskland og Montenegro understøttet af Europol og Interpol.
I Danmark har politiet i Nordjylland, Fyn og København også været indblandet.
Foruden de fire fængslede i Randers blev en femte mand også anholdt i Danmark onsdag. Han er dog løsladt igen, men stadig sigtet i sagen.
De sidste fem anholdelser er sket i Montenegro, Norge og Holland.
Tre sigtede i Holland
I Holland er de tre anholdte sigtet for i år at have indsmuglet over 500 kilo kokain og heroin fra Holland til Danmark, hvor det er afsat til flere kriminelle netværk over hele landet.
Det er blandt andet afsat til flere af de danskere, som blev anholdt ved aktionen.
Tre af mændene, der bor i henholdsvis Randers og Hirtshals, er desuden sigtet for at have smuglet flere hundrede kilo hash og skunk fra Danmark til Norge.
Ifølge Randers Amtsavis fremgår det af sigtelsen, at politiets mistanke går på, at der gentagne gange blandt andet er blevet overleveret 25 kilo cannabis på Randers Kaserne mellem de involverede.
Der skal også være foregået udveksling af narko i Fårup og på Djursland, skriver avisen, som har været til stede i retten.
Ifølge avisen nægtede to af mændene sig skyldige, mens en erkendte at have medvirket i en del af det, men ikke vidste noget om mængden.
Den sidste havde ikke talt med sin forsvarer inden retsmødet. Derfor kunne det ikke ved retsmødets begyndelse afklares, hvordan han forholdt sig.