Misser førstepladsen
Satte 1-0 føring over styr
Randers missede muligheden for at overtage førstepladsen i Superligaen fra naboerne fra Hobro, da de tabte 3-1 ude til FC Midtjylland.
Det gik ellers som planlagt, da Viktor Lundberg bragte udeholdet foran i første halvleg. Han hamrede kuglen i mål fra distancen med et flot langskud.
Målet kom i stand efter forarbejde af Randers-anfører Christian Keller, som udnyttede et dumt boldtab på midten af banen af FCM-spilleren Izunna Uzochukwu.
Kampen ændrede sig dog totalt efter pausen, hvor Pione Sisto tegnede sig som kampens store profil.
Først steg han til vejrs og headede et indlæg i kassen, og derefter sparkede han et frispark direkte i mål fra distancen. Flot præstation af den unge midtjyde, som var kampens store oplevelse.
Morten "Duncan" Rasmussen slog sejren fast for FC Midtjylland, da han viste målnæsen og scorede til slutresultatet 3-1 efter 85 minutter. I øvrigt superligamål nummer 100 for angriberen.
Med nederlaget ligger Randers FC på fjerdepladsen med seks point.