Millionstøtte skal give os mere kærlighed til Gudenåens natur
Det skal være nemmere for børn og mennesker med handicap at få det bedste ud af Gudenåen
Det skal være nemmere at komme rundt ved Gudenåen, og naturoplevelserne skal maksimeres.
Det mener bestyrelsen i Aage V. Jensen Naturfond, der har bevilliget omkring 6,5 millioner kroner til formålet.
Planen er, at der i år skal etableres undervisningsplatforme, oplevelsessteder og diverse handicapvenlige tiltag ved Gudenåparken - samt flere udsigtsposter ved vådområdet Vorup Enge.
Skolebørn og kørestolsbrugere
De nye tiltag falder i god jord hos naturvejleder og biolog Lars Maagaard fra Randers Kommune.
- Der er rigtig mange brugere, der har ønsket nogle forbedringer. Vi gerne skabe en endnu bedre naturoplevelse her ved Gudenåen, og folk skal også have fortællingen om naturen med, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Det skal ikke mindst være nemmere for kørestolsbrugere og skolebørn at komme helt tæt på naturen.
- Vi vil gerne give kørestolsbrugere mulighed for at komme ud og opleve naturen på samme måde, som andre brugere kan. De kan komme tæt på vandet, fuglene og alle de flotte blomster, der er her, siger Lars Maagaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Kærlighed skal sikre fremtiden
Vorup Enge har allerede en natursti, der går fra Randers Regnskov til en rasteplads ved E45.
Læs også
Håbet med nye udsigtsplatforme er, at flere skal få lyst at komme ud og få en naturoplevelse - og give naturgæsterne mulighed for at træde væk fra naturstien.
- Hvis vi skal passe på naturen, skal vi også vide noget om naturen. Det er med til, at vi passer bedre på den i fremtiden. Man skal kende naturen for at få kærlighed til den, siger Lars Maagaard til TV2 ØSTJYLLAND.
De forskellige tiltag for at øge tilgængeligheden ved Gudenåen kommer ikke til at gå ud over den eksisterende natur, lyder det fra naturvejleder og biolog Lars Maagaard
- Vi har forsøgt at finde nogle meget bæredygtige løsninger, så naturen ikke lider skade. Vi har eksempelvis taget hensyn til ynglende fugle, og vi kan ikke se nogle problemer ved de tiltag, vi regner med at sætte igang, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Kirsten Bonde fra Mellerup var ude at gå en tur ved Vorup Enge, da TV2 ØSTJYLLAND onsdag besøgte Gudenåengene.
Hun synes, det er fascinerende at spadsere ved Gudenåen.
- Det er den eneste flod i Danmark, og der er en unik natur med fugle og vildt, og jeg nyder at kunne opleve det, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Kirsten Bonde er positivt indstillet over for planerne om at 'forbedre Gudenåen'.
- Det er super godt. Jeg kan sagtens gå herude, men der kan være andre, der ville have svært ved det. Jeg synes, det er rigtig godt, at gøre det mere tilgængeligt at komme til naturen, siger hun.
Før de nye faciliteter ved Gudenåen kan etableres, skal der gives en række officielle tilladelser. Hvis tilladelserne går igennem, kan arbejdet med de forskellige tiltag begynde i løbet af foråret.