Metaltyve opgav indbrud i lager

Bidetang smeltede fast til elkabel

Foto: Colourbox

En eller flere ukendte gerningsmænd måtte i går opgive et indbrud i en lagerhal med metalskrot i det sydvestlige Randers.

Ifølge Østjyllands Politi forsøgte tyvene at komme ind i en nyopført lagerhal på Alsvej.

Tyvene måtte dog opgive, allerede inden de for alvor var kommet i gang. De da forsøgte at klippe et elkabel over med en bidetang, smeltede bidetangen fast til kablet.

Gerningsmændene stak derefter af fra stedet.

- Det er uvist, om de har fået stød. Men de har muligvis fået sig en forskrækkelse, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det er endnu ikke lykkedes at anholde de personer, der stod bag indbrudsforsøget.