Mary indvier udstilling
Kronprinsesse Mary indvier en randrusiansk kunstudstilling i midten af januar.
29. dec 2004, kl. 13:09
Mere end 30 dage gammel
Randers blev forbigået, da det nygifte kronprinspar under sommerens krydstogt besøgte tre danske havnebyer, deriblandt Århus.
Om godt to uger får randrusianerne imidlertid mulighed for at møde den ene halvdel af parret, nemlig kronprinsesse Mary, der aldrig tidligere har besøgt den kronjyske hovedstad.
Den 13. januar indvier kronprinsessen udstillingen 'Visuelt liv', der bliver vist i kunstmuseet Gaias nye udstillingslokale i Niels Brocks Gade.
De udstillede kunstværker er alle lavet af udviklingshæmmede, og udstillingen ligger dermed på linie med museets intentioner om at formidle viden og erfaringer om arbejdet med kunst og udviklingshæmmede.