Maria om snerydning i Randers: - Jeg kommer for sent på arbejde
Der er for meget sne på vejene i Randers Kommune, mener pendler. Sorte veje er et urealistisk ønske, lyder det fra kommune
- Man kan lave den video, jeg har lavet, alle steder, hvor der er overgang fra Randers til en anden kommune.
Pendler Maria Kristine Albrektsen er ikke imponeret over snerydningen i Randers Kommune.
Hun kører dagligt ind over kommunegrænsen mellem Randers og Mariagerfjord, og hun mener, at der er stor forskel på snerydningen i de to kommuner.
Søndag morgen lavede Maria - fra passagersædet - den video, man kan se i afspilleren øverst på siden. Videoen viser, hvordan Randersvej tager sig ud på hver side af kommuneskellet.
Det er dog ikke kun på dette specifikke vejstykke, Maria mener, at der er meget sne på vejene i Randers.
- Jeg synes, det er et generelt problem i Randers Kommune. Jeg kører over kommunegræsen hver dag, og mellem Spentrup og Asbæk kører jeg 40 kilometer i timen, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Video deler vandene
Det har konsekvenser for Marias dagligdag, at Randers Kommune tilsyneladende hverken salter tilstrækkeligt eller rydder nok sne.
- Det betyder helt konkret, at jeg kommer for sent på arbejde. Mine børns børnehave åbner klokken 6.30, og jeg skal møde klokken 7 i Hobro. Når der ikke er ryddet veje, kan jeg ikke nå det. Jeg har fået lov til at flekse lidt, men nogle gange tror mine kolleger ikke på mig, fordi der ikke er sne på vejene i Mariager, siger hun.
Maria Kristine Albrektsen har delt sin video i Facebook Randers, og her har hendes opslag delt vandene. Mens nogle mener, det udelukkende er et spørgsmål om at køre efter forholdene, er mange enige med Maria.
'Sådan er det også, når man kører til Viborg. Randers kommune er en skændsel', skriver Hasse M. Pedersen fra Randers eksempelvis.
'Opslaget er helt spot-on og viser lige præcis det, som mange af os oplever, når vinteren rammer os', skriver en anden randrusianer, Pernille Hansen Bjørnsholm.
Kommune: Sort asfalt er urealistisk
TV2 ØSTJYLLAND har kontaktet Randers Kommune og vist Marias video til Rune Asmussen, der er afdelingschef i Miljø-Teknik.
Han forklarer den tydelige overgang mellem Randers og Mariager med, at kommunerne salter på forskellige tidspunkter.
- Vi saltede før klokken 4 natten til søndag. Enten har saltet ikke nået at virke, eller også er der kommet ny sne. De her forskelle vil forekomme, hvis man ikke salter på præcis samme tid, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Randers Kommune besluttede for nogle år siden at øge budgettet til snerydning og saltning, og Rune Asmussen understreger, at indsatsen handler om sikkerhed, ikke om penge.
Men hvis borgerne i Randers synes, at der er for meget sne på vejene, så er det bare ærgerligt, forstår man på afdelingschefen i Miljø-Teknik.
- Det er fordi, man ønsker for sorte veje. Det er rigtig, rigtig svært at holde vejene sorte, når der er skiftende temperaturer og nedbør. Hvis forventningen er, at der skal være sort asfalt om vinteren, så er det urealistisk, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Randersvej er en såkaldt klasse-1-vej, hvilket betyder, at Randers Kommune salter vejen relativt tit.