Malte og Michelle opsiger arbejde og lejlighed: - Vi skal ud at opleve hinanden

Et kærestepar fra Randers har kastet sig ud i det store projekt, at omdanne en varevogn til et hjem. En tendens der er blevet mere populær de seneste år.

Coronakrisen har gjort det hipt at tage dagligstuen og soveværelset med på hjul og holde ferien i Danmark. Det kan både være i en spritny autocamper eller i en hjemmebygget varevogn.

Et af de par, der længe har drømt om at se verden gennem en autocamperrude, er Michelle Hedegaard Louring på 27 år og Malte Aurvig Svendsen på 27 år fra Randers.

Deres plan er, at de efter sommerferien skal opsige deres jobs og lejlighed og i stedet rejse rundt i Europa.

Men processen med at skabe deres nye firhjulede hjem, har dog ikke været kort. Parret startede allerede deres projekt i januar 2019.

- Jeg har længe haft en drøm om at skulle ud og rejse og gerne i en hjemmebygget varevogn. Og så spurgte jeg Malte, om han ikke skulle med mig på tur, og det ville han heldigvis gerne, siger Michelle Hedegaard Louring.

Parret fra Randers har døbt deres nye mobilehjem Annemone.
Parret fra Randers har døbt deres nye mobilehjem Annemone. Foto: TV2 ØSTJYLLAND

Parret var den gang nye til alle de regler, der er forbundet med at bygge en autocamper ud af en varevogn.

- Vi satte os ned, og så begyndte vi at lede efter en varevogn, og sætte os ind i reglerne og al verdens ting og sager, siger Michelle Hedegaard Louring.

De har blandt andet ringet til Motorstyrelsen, Færdselsstyrelsen, SKAT og en synshal for at sætte sig ind i de mange regler.

- Det tog os to år fra, vi begyndte og lede, til vi fandt hende i Randers, siger Michelle Hedegaard Louring.

Parret har nu fundet deres varevogn, en Fiat de kalder Annemone, og de er endelig i gang med at omdanne varevognen til et hjem.

quote Vi skal ud at opleve hinanden og virkelig være tætte.

Michelle Hedegaard Louring

Nu er der dog nye udfordringer såsom isolering, ventilation og fugt der skal overkommes, før parrets drøm kan blive til virkelighed.

- Drømmen er at leve det frie liv, hvor vi kan stå op om morgenen og så se, om vi vil køre til højre eller venstre. Det med ikke at have særlig mange ting, en minimalismetanke, og bare være fri, det er drømmen, siger Michelle Hedegaard Louring.

Parret går fra en treværelseslejlighed, til en lille etværelses i varevognen, og det er de bevidste om, kan give nogle udfordringer.

- Det bliver spændende, og jeg tror også, at det bliver hårdt, men jeg tror mest af alt, det bliver spændende. Vi skal ud at opleve hinanden og virkelig være tætte, siger Michelle Hedegaard Louring.

'Sindssygt meget frihed'

Et andet par, der har kastet sig ud i det firhjulede eventyr, er Aske Frederiksen på 29 år og Malene Fredslund Løkke på 26 år, der kommer fra Aarhus.

De har købt en gammel autocamper og fuldstændig renoveret den.

- Der er jo bare sindssygt meget frihed forbundet med at kunne transportere sig på denne måde, siger Malene Fredslund Løkke til TV2 ØSTJYLLAND.

Parret fra Aarhus har fuldstændig renoveret en gammel autocamper.
Parret fra Aarhus har fuldstændig renoveret en gammel autocamper. Foto: TV2 ØSTJYLLAND

Planen med autocamperen er, at parret først vil holde sommerferie i den i blandt andet Østjylland. Derefter vil de flytte til København og bo i den derovre.

- Man skal være klar på et projekt, men det er også en del af det fede ved sådan et eventyr her. Vi har fået sindssygt meget ud af at renovere den og rejse i den, selvom det også har været udfordrende, siger Malene Fredslund Løkke.

Du kan følge parrets eventyr på deres instagramprofil @unconvantional_dk.
Du kan følge parrets eventyr på deres instagramprofil @unconvantional_dk. Foto: TV2 ØSTJYLLAND

Tidligere har parret rejst rundt i Europa i en van, men nu følte de, at det var tid til et andet og større eventyr.

- Der er noget helt magisk ved at komme til et sted om aftenen, ligge sig til at sove, og så vågne op ved et helt magisk sted, som man måske ikke har vidst, hvordan så ud, fordi man er ankommet i mørket, siger Malene Fredslund Løkke.

Parret skal ud og vandre lange ture i blandt andet Mols Bjerge.
Parret skal ud og vandre lange ture i blandt andet Mols Bjerge. Foto: TV2 ØSTJYLLAND

I år skal de rejse rundt i Danmark, og det er der en årsag til.

- Det er primært noget med vand, vi skal rundt til. Vi skal rundt på Djursland, der er nogle gode steder, hvor man kan parkere tæt på kysten, siger Aske Frederiksen.

Parret holder af at stå tidligt op om morgenen og gå lange vandreturer i naturen.

- Sådan et sted som Mols Bjerge, er jo også bare et sindssygt lækkert område, som vi skal udforske, siger Malene Fredslund Løkke.