Mads Würtz Schmidt fik fornem start på Danmark Rundt

Den randrusianske cykelrytter blev nummer 2 på første etape og fører nu ungdomskonkurrencen

Foto: Team Virtu Pro-Veloconcept

Onsdag blev det traditionsrige cykelløb PostNord Danmark Rundt skudt i gang med en etape fra Herning til Esbjerg. En af de ryttere, der markerede sig positivt, var den 22-årige randrusianer Mads Würtz Schmidt. Han kører for Team Virtu Pro-Veloconcept, der gennem hele løbet passede godt på deres unge klassementshåb.

Tidligt på etapen kom et udbrud af sted, men de fire mand fik kun en mindre tur, da feltet hentede dem før Kammerslusen. Netop Kammerslusen - en cirka to meter bred bro - viste sig at være afgørende for løbet. 30 mand nåede over, før et styrt på selv broen gjorde, at feltet blev splittet til atomer. I den forreste gruppe sad Mads Würtz Schmidt dog sikkert placeret.

- Det var lidt et nemt løb indtil der, men det går hen og bliver meget hektisk på broen. Det bliver lidt kaos, men jeg har et rigtigt godt hold, der havde pakket mig ind i flere lag frem til broen, siger Mads Würtz Schmidt i en pressemeddelelse.

Kun tre sekunder efter vinderen
Men for Mads Würtz Schmidt var det ikke nok bare at være blandt de 30 forreste. På de afgørende omgange i Esbjerg angreb han og fik Tinkoffs rutinerede italiener Daniele Bennati på hjul. Han viste sig at være for stærk i spurten, men randrusianeren fik vigtige sekunder til klassementet ved at blive nummer 2.

- Det betyder rigtigt meget. Jeg tror, at det giver mig nogle gode muligheder for at lave noget stort i klassementet, siger han om etapen.

SE OGSÅ: Mads Würtz vinder U23 DM i enkeltstart

Mads Würtz Schmidt mistede tre sekunder til Daniele Bennati i spurten, men kom i mål 13 sekunder før de øvrige favoritter. Han ligger derved nummer to i klassementet, og da han endnu blot er 22 år, så kan han også trække i den hvide ungdomstrøje.

2. etape skydes i gang klokken 13:10 på Rømø, hvorefter der skal køres 180 kilometer til Sønderborg, hvor målet er på bakken op mod Dybbøl Mølle.