Må undvære islandsk slider
Randers FC's Elmar Bjarnason ude med skade
Randers FC må formentlig undvære en af holdets profiler, Elmar Bjarnason, i de kommende kampe.
Den islandske midtbanespiller blev skadet under kronjydernes superligakamp mod topholdet FC Midtjylland fredag aften.
Randers FC havde i første omgang frygtet, at Elmar Bjarnasons skade var alvorlig. En efterfølgende scanning har dog vist, at der er tale om et vrid i knæet.
Han forventes derfor ikke at stå foran en længere skadespause.
Ifølge Randers FC vil de kommende dage give et fingerpeg om hvor lang en pause, der venter Elmar Bjarnason. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Randers FC møder søndag aften FC København på udebane.
Trods en stribe dårlige resultater indtager kronjyderne i øjeblikket Superligaens tredjeplads. FC København er nummer to.