Lokale borgere chokerede efter påfugle-tyveri
Syv påfugle forsvandt i weekenden fra et bur ved Fladbro Skov
Hvor der normalt er påfugle i buret ved Fladbro Skov, var der mandag formiddag ikke meget for de besøgende at kigge på.
De syv påfugle, der normalt har hjemme i buret var nemlig væk, og buret var brudt op. Noget der i den grad chokerede de forbipasserende.
- Vi sagde, at det kan ikke være rigtigt, hvorfor? Vi er ret chokeret alle sammen, siger Finn Ellermann, der tit går tur i Fladbro Skov.
Noget kunne tyde på, at nogen er brudt ind buret i løbet af weekenden og har fjernet fuglene fra deres hjem i skoven.
- Jeg er trist til mode, over at der er nogen, der kan finde på at gøre det, siger Susanne Lundbøll fra Driftsafdelingen i Randers Kommune.
Østjyllands Politi har bekræftet over for TV 2 | ØSTJYLLAND, at de syv påfugle er meldt stjålet søndag.
Også for de mange børnehavebørn, der normalt har glæde af fuglene, var dagens tyveri en trist nyhed.
- Man har kunne kigge på fuglene og deres liv, og hvordan de er forskellige med køn og så videre. Så der har også været rigtig meget læring for børnene. På den måde, synes jeg, det er en skam, at de ikke er her mere, så vi vil da komme til at savne dem, siger pædagog ved Troldebo i Fladbro Christine Krafack.
I videoen øverst i artiklen kan du se reaktionerne fra skovens brugere.