Lørdag giver én bestemt gruppe fri entré i Den Gamle By
Den Gamle By siger tak for inspirationen og inviterer folk fra Randers Kommune gratis på besøg på museet.
Borgere fra Randers Kommune er de heldige vindere af en gratis billet til Den Gamle By i Aarhus.
Står der Randers på sygesikringsbeviset, er der nemlig gratis entré lørdag den 10. september.
Det har Den Gamle By meddelt på sin Facebook-side.
Og grunden til, at det gælder borgere i lige Randers Kommune, er, at Den Gamle By i sommer åbnede en gågade i det såkaldte 1974’er-kvarter, og inspirationen er hentet i Randers Midtby.
Her indviede man nemlig Houmeden, som var landets første permanente gågade og åbnede i 1963, oplyser Den Gamle By til TV2 ØSTJYLLAND.
- Som en gimmick og en slags tak for hjælpen i forbindelse med gågaden, inviterer vi derfor borgere fra Randers og Skive kommuner i Den Gamle By i forbindelse med 70’er festival ”Ta’ tilbage til 1970’erne”, oplyser kommunikationschef Lars Vesterlykkegaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Houmeden var belagt med sorte og hvide fliser, som ligger lidt som en labyrint, og det er netop gengivet i Den Gamle By, oplyser museet.
- Vi håber da, at folk tager imod det helt unikke tilbud og tager på tidsrejse i deres egen historie i Den Gamle By. For sådan et gratis tilbud ser man ikke hver dag, siger kommunikationschefen.
Der er også hentet inspiration fra Skives gågade, så beboere i Skive Kommune har gratis adgang om søndagen, den 11.