Lise-Lotte jubler: Forsvundet bil fundet på p-plads
Lise-Lotte Leervad Larsen havde lejet sin bil ud via GoMore, men lejeren kom aldrig retur med bilen. Nu er bilen fundet.
- Det er helt vildt. Det er super dejligt, at det lykkes at få den hjem igen, jubler Lise-Lotte Leervad Larsen fra Randers.
Onsdag aften blev hendes bil nemlig fundet, efter at den har været efterlyst siden weekenden.
Læs også
Bilen blev lejet ud gennem GoMore i sidste uge, men lejeren kom ikke tilbage med bilen til det aftalte tidspunkt.
Det var en slem forskrækkelse, at bilen ikke kom tilbage, og derfor efterlyste Lise-Lotte Leervad Larsen bilen både hos politiet og på Facebook.
Mand havde set bilen på p-plads
- I går var der så en mand, der ringede og sagde, at han havde set vores bil på en parkeringsplads ved Burger King i Lystrup, fortæller hun.
Sammen med sin mand kørte hun ud for at tjekke oplysningen, og det var ganske rigtigt familiens bil, der holdt pænt parkeret ved Burger King.
- Vi talte med politiet, inden vi gjorde noget. De sagde, at når bilen stod ulåst, var det ikke hensigtsmæssigt at lede efter eksempelvis DNA, fordi det kunne komme fra hvem som helst. Så vi kunne bare tage bilen med hjem, fortæller Lise-Lotte Leervad Larsen.
Og bilen ser ud til ikke at have lidt overlast:
Vil fortsat leje ud
- Umiddelbart er der ikke nogen store buler. Der er lidt småting, og vi mangler en nøgle. Men det har jeg stor tiltro til, at det finder vi også en løsning på sammen med GoMore.
På trods af oplevelsen med en savnet bil, vil Lise-Lotte Leervad Larsen fortsat leje bilen ud via GoMore. Hun har nemlig følt sig i trygge hænder igennem forløbet:
- Indtil at man får snakket med GoMore, tænker man selvfølgelig på det økonomiske. Men da vi så talte med dem, gav de os tryghed. De ville dække, hvis bilen blev skadet eller ikke kom tilbage, siger Lise-Lotte Leervad Larsen.