Lille skole overvældet af stort udbrud
Da coronaen ramte Randers Lille Skole skete det med stor kraft.
Randers Lille Skole er et lille epicenter for coronasmitte i byen. Mere end tyve elever og lærere er testet positiv for coronasmitte.
Skolen har taget sine forholdsregler for at holde covid-19 uden for skolens matrikel, men det var ikke nok, fortæller skoleleder Peter Engelbrekt Knøss.
- Hvis vi bare var blevet ramt som nogle af de andre eksempler med én smittet her og to der, så kunne det godt være, vi kunne have inddæmmet det. Men det her kom med eksplosiv fart, så det kunne vi ikke, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Randers har de seneste syv dage haft 41 borgere, der er blevet konstateret smittet med covid-19. Dermed står Randers Lille Skole for en betragtelig andel af de lokale borgere, der er smittet.
Startede med to klasser
Ifølge skolelederen kom covid-19 ind på skolen via en medarbejder.
- Allerede da jeg får en sygemelding fra den pågældende medarbejder, sender vi to klasser hjem, siger Peter Engelbrekt Knøss.
Læs også
Men på det tidspunkt var det allerede for sent at standse udbruddet på skolen.
- Alle der her oplever det her bliver overrasket over, hvor voldsom en kraft det rammer med, siger skolelederen.
Randers Lille Skole blev lukket helt ned i sidste weekend. Det er uvist, hvornår skolen åbner igen for de cirka 190 elever og 30 medarbejdere.
Smitte på flere skoler
Friskolen i Randers er langtfra den eneste skole i Østjylland, der har været nødt til at sende sine medarbejdere og elever hjem i disse uger.
På Samsø har både øens efterskole og friskole været nødt til at lukke ned.
Læs også
Tidligere i denne uge sendte Samsø Frie Skole sine elever hjem efter to personer med tilknytning til skolen havde fået positive svar tilbage på deres coronatest.
- Vi har besluttet, at vi lukker ned, og så får vi alle testet, siger Anna Mattsson.
Region Midtjylland sendte onsdag en testbil til friskolen for at teste alle elever og lærere. Den vender tilbage fredag for at teste eleverne igen, inden skolen beslutter, om eleverne kan vende tilbage i næste uge, fortæller Anna Mattson.