Lig identisk med savnet person
Det lig, der lørdag blev fundet i Randers Fjord, er identisk med 62-årig savnet person
Lørdag fandt organisationen Missing People et lig i Randers Fjord, da frivillige var ude at lede efter den 62-årige Bente Helene Hoffmann, der forsvandt i december sidste år i nedtrykt tilstand.
Nu bekræfter politiet, at liget er identisk med den 62-årige.
- Ja, det er hende. Vi havde en stærk formodning om det, allerede da liget blev fundet, men nu er det slået fast, siger politikommissær Peter Bay Jensen fra lokalpolitiet i Randers.
Den 62-åriges bil blev i midten af december fundet i Randers Havn, og derfor koncentrerede Missing People sin eftersøgning i og omkring vandet.
Der er blevet foretaget en obduktion af liget, og ifølge politiet ligger der ikke noget kriminelt bag dødsårsagen.
De pårørende er underrettet.