Lettelse i Randers FC: Søren Berg slap billigt
Randers FC's Søren Berg udgik med knæskade i weekendens kamp mod Esbjerg. Han slipper dog for at skulle under kniven.
10. mar 2010, kl. 09:15
Mere end 30 dage gammel
Den altid hårdtarbejdende offensiv-spiller fik et skrub og måtte udgå blot tre minutter inde i kampen mod Esbjerg fB i søndags.
I første omgang frygtede klubben, at menisken var flækket, og at Søren Berg skulle opereres.
Først eliminerede en ultralydsscanning en eventuel led- og korsbåndsskade, og tirsdag fulgte MR-scanningen så op med at afvise en meniskskade.
Ifølge Randers FC's hjemmeside skal Søren Berg nu under kærlig behandling de næste par dage, inden kantspilleren forventes at genoptage træningen i løbet af ugen, muligvis allerede torsdag.