Lena til 1. maj: Vores rettigheder er jo ikke kommet af sig selv
1. maj bliver vanen tro markeret med røde faner, taler og fællessang rundt om i Østjylland
I Randers startede en række FOA-medlemmer dagen med en taler, sang og morgenmad i FOAs lokaler, inden de bevægede sig op mod Rådhustorvet for i samlet optog at gå hen til Skovbakken og fortsætte fejringen af arbejdernes internationale kampdag.
Med fra dagens start var Lena Nyhuus, social- og sundhedsassistent i Randers.
- Jeg er her, fordi jeg er ud af en socialdemokratisk familie, og jeg har hele mit liv, siden jeg var barn, været vant til at være til 1. maj, siger Lena Nyhuus, der i mange år også havde sine egne børn med, da de var yngre.
- Det har været vigtigt for mig, at de kender fortiden, og hvem der har kæmpet vejen for os og de rettigheder, vi har, som jo ikke er kommet af sig selv, siger Lena Nyhuus.
1. maj har siden 1889 været international kampdag for arbejderne.
Herunder kan du se, hvordan et så ud, da 1. maj-optog gik fra Rådhustorvet og mod Skovbakken i Randers.
- Det er her, man viser sin solidaritet til sin fagforening. Rigtig mange vælger faktisk ikke at møde op i dag, men havde vi nu skulle strejke, havde det måske været lidt noget andet, for så kommer folk, for så ved de godt, det er vigtigt at stå sammen, siger Lena Nyhuus med henvisning til de overståede overenskomstforhandlinger, som faldt på plads i løbet af sidste uge.
- Dagen havde måske været lidt sjovere, hvis vi havde været i strejke, for så ved vi, at folk virkelig står sammen, hvilket vi kunne se i sidste uge, hvor vi mødtes på Rådhustorvet til taler og slagsange.
Fakta om 1. maj
- I Danmark blev den første kampdag fejret i 1890 i Fælledparken.
- Idéen bag var at bruge en "proletarisk fridag" som middel til at opnå en otte timers arbejdsdag.
- Initiativet opstod i Australien i 1856, hvor fridagen blev lagt 21. april og skulle bruges på møder og festligheder til fordel for en kortere arbejdsdag.
- I 1886 fulgte de amerikanske arbejdere trop og bestemte, at alt arbejde skulle standses på én bestemt dag, 1. maj.
- I Danmark er det typisk fagbevægelsen og partiforeningerne hos partierne på venstrefløjen, som står for 1. maj-arrangementerne.
- Efter at kampen for en kortere arbejdsdag og andre basale rettigheder var vundet, blev 1. maj i Danmark i stigende grad til en decideret politisk festdag.
Kilder: Ritzau, Den Store Danske Encyklopædi, www.1maj.info og Arbejdermuseet.