Lassen topscorer i VM-nederlag

Jacob Lassen fra Randers HH blev dansk topscorer i U21 VM-finalen, som Danmark tabte

Foto: Hans Carstens

Danmarks U21-herrelandshold i håndbold må nøjes med sølvmedaljer ved VM i Brasilien, efter at holdet tabte en tæt finale med 24-26 til Frankrig. Flere østjyske spillere var med i truppen, men det var Jacob Lassen fra Randers HH, der markerede sig mest i finalen.

Jacob Lassen blev nemlig dansk topscorer i finalen med otte mål, mens Kristian Bonefeld og Simon Hald hver scorede tre kasser.

Se: Første kontrakt i Randers HH

Danmark haltede igennem det meste af kampen efter franskmændene, der førte 14-11 ved pausen, men hen imod slutningen af kampen kom Danmark tættere på og var tæt på at udligne den franske føring.

Med få sekunder igen afgjorde Frankrig endegyldigt kampen med scoringen til 26-24.

Se: Hansen: VM giver erfaring

Det er anden gang i turneringen, at Danmark taber til Frankrig, der også vandt det indbyrdes opgør i gruppespillet, og Frankrig har med finalesejren vundet alle sine kampe ved slutrunden.

Ifølge Dansk Håndbold Forbunds hjemmeside havde det danske hold stor opbakning fra mange danskere, der er rejst med til Brasilien.

Tyskland vandt bronze med en sejr over Egypten.