Ladefund: Veteranbiler har skabt interesse i hele verden
Auktionshuset blev ringet op af New York Times
I begyndelsen af oktober modtog auktionshuset Campen Auktioner i Randers et opkald fra en advokat i Slagelse. Han stod nemlig med lidt af et specielt fund i forbindelse med et dødsbo.
I en lade stod 22 veteranbiler fra 1920'erne, 30'erne, 40'erne og et par enkelte fra 1950'erne.
Ejeren, som nu er død, købte sin første bil, da han var 17, og så begyndte han ellers at samle på dem. Hans drøm var efter sigende at åbne et bilmuseum, men på et tidspunkt kunne der ikke være flere biler i laden, og han låste porten.
Nu er veteranbilerne gjort klar til aftenens auktion, og i løbet af de 14 dage, hvor Campen Auktioner har markedsført bilerne, har det skabt interesse overalt i verden.
- Det er nået kloden rundt et par gange på 14 dage, og det er vi selv overrasket over. Jeg blev ringet op af en journalist fra New York Times, og det viser sig, at det er løbet som steppebrand på de sociale medier. Nu håber vi selvfølgelig, at interessen vil afspejle sig i budpriser og hammerslag, siger Annette Kjær, der er pr- og marketingchef ved Campen Auktioner i Randers.
Gemte veteranbiler fundet efter næsten 30 år
Det er da også et særligt fund, når så mange biler dukker op.
- Det er vores tredje ladefund i år. Der sidder nogle derude, der ønsker at lave en komplet samling, og mange køber stadig biler, når de er op i 80'erne. De er meget anonyme, og sælger sjældent, fordi de ønsker at lave en komplet samling, så det er meget specielt, når så mange biler kommer på auktion, siger Annette Kjær.
Se hele interviewet om det sjældne fund i TV-indslaget øverst i artiklen.