Kvinde død i lejlighedsbrand
En 59-årig kvinde har mistet livet i en brand, der brød ud i hendes lejlighed i Randers natten til onsdag.
Kl. 1.10 i nat brød en voldsom brand ud i en lejlighed i en fire-etagers ejendom i Hospitalsgade i Randers. Lejlighedens 59-årige kvindelige beboer er omkommet i branden.
Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi har fået hende identificeret, og et ligsyn skal senere klarlægge dødsårsagen. Der er intet mistænkeligt ved branden, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, til TV2 ØSTJYLLAND.
Da politiet ankom til stedet stod flere af beboerne fra opgangen nede på gaden, og brandfolkene gik i gang med at lokalisere branden. Kvindens lejlighed, som var brudt i brand, ligger på 4. sal.
Naboer lugtede røg
Brandfolkene fik dog hurtigt slukket ilden.
- Branden var opstået i køkkenet, hvor den omkomne kvinde blev fundet, oplyser politiet.
Politiet undersøger nu brandårsagen nærmere, men der er altså umiddelbart ikke tegn på noget mistænkeligt i forbindelse med branden.
Læs også
Onsdag morgen kort efter kl. 8 var slukningsarbejdet færdigt.
Det var naboer til lejligheden, der lugtede røg og tilkaldte politi og brandvæsen i nat.
Politiet har onsdag formiddag givet tilladelse til medierne at bringe kvindens identitet.