Kulturhovedstad: Randers får festival og udstilling

Aarhus' titel som Europæisk Kulturhovedstad betyder aktiviteter rundt i Østjylland. Randers bliver vært for børnefestival og udstilling

Randers Kunstmuseum bliver del af næste års kulturhovedstadsprojekt. Foto: Randers Kommune

I Randers kommer det ikke til at gå stille af sig, at Aarhus næste år kommer til at bære titlen Europæisk Kulturhovedstad.

Byen bliver vært for flere kulturelle arrangementer, oplyser Randers Kommune i en pressemeddelelse. 

Første større 2017-projekt i Randers bliver udstillingen "Lyst" på Randers Kunstmuseum i perioden 3. februar til 28. maj. Det er den amerikanske konceptkunstner Jenny Holzer og den dansk/tyske billedhugger Christian Lemmerz, som på hver deres måde udforsker forholdet mellem begær, vold og aggressivitet, mellem lyst og mord.

"Lyst" er en del af den fælles udstilling "Syv dødssynder", som foregår på syv kunstmuséer rundt i Region Midtjylland.

Læs også Kulturhovedstad: I dag afsløres det store program

En anden aktivitet bliver børnefestivalen Spektakel, som foregår i Randers den 8.-11. juni.

Festivalens indendørs program foregår på Randers EgnsTeater, Værket og Randers Musikskole, mens de udendørs aktiviteter udspiller sig på den centrale festivalplads ved de tre kulturinstitutioner.

Næste efterår åbner en ny udstilling på Museum Østjylland i Randers. Det er ifølge Randers Kommune et af de største og dyreste historiske projekter i forbindelse med kulturhovedstadsprojektet. 

"Livet ved fjorden" er en nyfortolket formidling af oldtidshistorien i Danmark og livet ved Randers Fjord i oldtiden. Det er en moderne udstilling, som ved brug af visualisering og interagerende teknik, gentænker måden, hvorpå et museum formidler kulturhistorien.

Det samlede program for kulturhovedstadsprojektet blev præsenteret onsdag. 

Kulturåret skydes officielt ind ved et storstilet åbningsarrangement den 21. januar 2017.