Kronjylland - nu også på Sjælland

Randers-baseret sparekasse åbner to filialer i København

Den tid, hvor Sparekassen Kronjylland kun var for kronjyder, er for længst forbi.

Det Randers-baserede pengeinstitut gør nu en ekstra indsats for at kapre kunder i hovedstaden og åbner i løbet af de kommende måneder to filialer i Lyngby og København C.

Sparekassen Kronjylland har i forvejen en enkelt afdeling på Frederiksberg.

Ifølge administrerende direktør i Sparekassen Kronjylland Klaus Skjødt er lederne af de nye afdelinger fundet. Derfor bliver filialerne i de kommende måneder gjort klar til at åbne.

Se: Åbner en ny front mod syd

- Når vi åbner nye filialer, går vi først og fremmest efter at sammensatte det rigtige hold. Dette hold er altafgørende i forhold til, om vi får succes i en ny by eller ej, forklarer han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Sparekassen Kronjylland har fået lavet en analyse af, hvor det kunne være attraktivt at åbne nye filialer. Listen indeholder 10 bynavne.

- Listen holder vi internt. Men vi har tidligere meldt ud, at vi gerne vil etablere os i Trekantsområdet og i Esbjerg. Først skal vi dog have fundet de rigtige folk, siger administrerende direktør i Sparekassen Kronjylland Klaus Skjødt.