Krisemøde i Randers HK
Randers HK forsøger med et stormøde at skabe klarhed om, hvorvidt klubben kan undgå en konkurs.
Et stormøde onsdag morgen med Randers HK's sponsorer skal skabe klarhed om, hvorvidt klubben kan undgå en konkurs. Nogle sponsorer har allerede meldt ud, at de vil tage checkhæftet med til mødet.
Randers-borgmester Michael Aastrup Jensen (V) har taget initiativet til mødet i Randershallen.
- Jeg håber, at alle de, der vil håndbolden i Randers det godt, møder op til dette møde. Ethvert bidrag - stort som lille er velkomment, lyder borgmesterens opfordring, der kommer i sidste øjeblik.
Inden torsdag midnat skal spillerne og klubbens administration have løn, hvis konkursen skal afværges. Mandag meldte klubben ud, at der var håb forude, men siden er det ikke gået fremad med redningsbestræbelserne.