Kopi af Randers i Kina: Teaterchef vælger sine favoritsteder
I Kina har de forelsket sig i Randers. Peter Westphael fra Randers Egensteater er klar med bud på, hvad kineserne skal have med i deres kopiby
Randers er et hit… i Kina. Ja, den er god nok. Kinesere arbejder på at opføre en tro kopi af den kronjyske hovedstad – i en kinesisk provins.
Teaterchefen fra Randers Egnsteater er klar med sine bud på, hvilke bygninger der skal med i kopibyen.
- Hvis jeg var kineser, ville jeg helt klart vælge det fantastiske hyggelige rådhus, der er intimt og har nærvær, historie og sjæl, siger Peter Westphael til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Derefter foreslår han de to gamle apoteker i den centrale del af byen – Svaneapoteket og Løveapoteket. Begge lå i flotte historiske bygninger. I dag er der tøj- og indretningsbutikker. Men eksempelvis i det gamle løveapotek er det udsmykkede loft bevaret.
- Jeg synes, det er utrolig spændende, vi vil gerne støtte op om at få Randers på verdenskortet. Vi er meget begejstrede, kineserne er mere end velkomne til kaffe og rosé, lyder det fra sælgeren her, Mette Bülow, som kommentar til kinesernes planer om en kopi af Randers.
400 år gammel bygning skal med
Skråt over for det gamle løveapotek ligger Hotel Randers, som ifølge Peter Westphael også vil være naturlig for kineserne at lade sig inspirere af.
I Brødregade ligger byens ældste bygning med sine 400 år, og også den mener teaterchefen skal med til Kina.
Randers har gennem efterhånden længere tid haft et lidt blakket ry, og det kunne man forestille sig de store planer i Kina kunne lave om på.
- Det er andre, der haft de der komplekser. Jeg har sgu aldrig haft dem, og de fleste i byen synes jeg heller ikke har haft dem. Vi er, hvad vi er, men fortællingen har måske ikke været så sjov, siger Peter Westphael om det.