Koncert i din stue?
Kommune søger 101 hjem til kunst- og kulturprojekt
Hjem med klaver, en treværelses eller et hus med køkken-alrum. Randers Kommune søger lige nu 101 private hjem til et stort Åbent hus-arrangement.
- Det er en ny og vild idé, der lige nu tager form i Randers. Derfor søger vi nu 101 hjem, der vil lægge rum til en udstilling, et skuespil eller en musikoplevelse og åbne hjemmet for publikum fredag den 12. september 2014, siger Inger Nygaard Kaad, der er projektleder på begivenheden, i en pressemeddelelse.
Det er byens kulturinstitutioner og lokale kulturaktører, der med "101 hjem" vil vise det kunst- og kulturudbud, som Randers har at byde på - og gøre det i private hjem.
- Vi vil gerne høre fra interesserede værter - uanset om man bor i ungdomsbolig, på plejehjem, i den lille studielejlighed eller den store patriciervilla. Til gengæld lover vi, at det bliver en uforglemmelig fredag aften - hvor man både kan invitere venner og familie og samtidig få helt nye gæster, siger Inger Nygaard Kaad.
Tilmelding af ens hjem kan ske på hjemmesiden www.101hjem.randers.dk
De 9 kulturinstitutioner, der står bag projektet 101 hjem er: Museum Østjylland, Gaia Museum og Outsider art, Randers Kunstmuseum, Randers Musikskole, Randers Bibliotek, Værket, Randers EgnsTeater, Randers Kammerorkester og Randers Kommune.