Kølleoverfald i Randers
Stod og sendte sms. Blev slået ned med baseballbat
Østjyllands Politi søger nu vidner til et kølleoverfald i Randers natten til lørdag.
Overfaldet skete klokken 03.00 lørdag morgen den 21. januar i Klostergade ud for Snaregade i Randers. En 40-årig mand stod bag en hvid kassevogn og var i færd med at sende en sms, da han blev kontaktet af to mænd, som efterfølgende overfaldt ham med slag med baseballbat og spark.
- De to fyre kommer over og taler med ham, og pludseligt slår de så, fortæller politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi til Ritzau.
- For mig at se virker det fuldstændigt tilfældigt. Det virker heller ikke som om, at de kender hinanden i forvejen, tilføjer politikommissæren.
Vagn Martinussen vil dog ikke afvise, at de to voldsmænd af en eller anden grund har set sig vrede på den 40-årige mand.
De to mænd beskrives som:
A: Mand af udenlandsk oprindelse, taler næsten flydende dansk, 18 - 25 år, under 170 cm. høj, almindelig af bygning, kort mørkt hår, medbragte et cirka 80 cm langt blåt baseballbat i træ.
B: Mand af udenlandsk oprindelse, spinkel af bygning, over 170 cm. høj, kort mørkt hår med mørke øjenbryn.
Begge mænd var kørende i en nyere hvid kassevogn med to firkantede vinduer i bagenden, lidt større end en Toyota Hiace.
Eventuelle vidner kan kontakte Østjyllands Politi, Lokalpolitiet i Randers, Straffelovssektionen. Tlf. 87 31 14 48.