En 33-årig randrusiansk mand fik søndag ved 22.45-tiden besøg af et par, der havde givet udtryk for, at de gerne ville købe hans bil.
Manden havde forinden sms'et med kvinden og aftalt, at parret kunne komme forbi søndag aften og kigge på den firhjulede.
Østjyllands Politi oplyser, at mens parret kiggede på bilen, gik den 33-årige ind i garagen for at hente vinterdækkene.
Et øjeblik senere så han, at parret kørte væk derfra - i to biler. Den ene kørte i parrets egen bil, den anden i den 33-åriges bil.
Bilen, parret stjal, er en sort VW Passat med registreringsnummer ZJ 32 533.
Hvis man ser bilen, eller har øvrige oplysninger i sagen, bedes man kontakte politiet på telefon 114.