Knudepunkt ramt af mere vejarbejde - kør andre veje
Fra søndag morgen bliver trafikken på Havnegade i Randers præget af mere vejarbejde. Bilister opfordres til at finde andre veje frem til december.
Tusindvis af bilister kører på strækningen hver dag. I de kommende uger bliver det med endnu mere kø i myldretiden, end de er vant til.
Fra søndag morgen vil der kun være et spor farbart på Havnegade fra Østervold i retning mod Randers Bro. Det er en del af større vejarbejde i området, der forventes afsluttet til december.
Bilister skal altså forberede sig på en del uger med tæt og langsom trafik morgen og eftermiddag. Det siger Grethe Helledi, projektchef i Udvikling, Miljø og Teknik i Randers Kommune.
- Vi forventer, at det vil give ekstra kø og opfordrer derfor til, at man så vidt muligt undgår at køre på strækningen i myldretiden. En mulighed er også at finde alternative ruter, siger hun.
Find andre ruter
Trafikken vil være særligt slem i myldretiden fra klokken 07 til 09 og igen fra klokken 15 til 17 på hverdage.
Indsnævringen sker, mens der bliver arbejdet i kanten af vejen og lavet en helle i midten. Den lukkede bane skal sikre de medarbejdere, der skal arbejde på vejen.
I september blev vejen indsnævret i en uge i modsatte køreretning. Dengang lukkede man vejbanen i en uge, men denne gang må bilisterne leve med en vejbane i seks uger.
- Vi havde håbet, vi kunne have undgået at indsnævre vejen i den ene retning i en så lang periode, men der er desværre ikke andre muligheder. Heldigvis ser det ud til, at trafikanterne er gode til at finde alternative ruter eller køre på andre tidspunkter, så der lige nu er en lidt mindre belastning på Havnegade i myldretiden. Det håber vi fortsætter, siger Grethe Helledi.
Vejarbejdet på Havnegade skal flytte lyskrydset ved busterminalen og 70 meter mod nordøst. Samtidig bliver der etableret en ny dobbeltrettet cykelsti fra Randers Regnskov til det nye kryds. Det skal klargøre området til det store byprojekt Flodbyen.
Fået kritik for at være farligt
Arbejdet forventes færdiggjort i december i år. Det har mødt kritik for at være farligt for de lokale trafikanter. Tidligere i denne uge kritiserede en kørelærer fra Randers, at man ikke havde skiltet ordentligt vej vejarbejdet på Havnegade ved Kulholmsvej.
- Det er helt vildt dårligt skiltet dernede. Det er sjusk, siger kørelærer Bjarne M. Behrenthz fra Nordbyens Køreskole til TV2 ØSTJYLLAND.
Her er vejbanen reduceret fra tre til to spor med gule striber, men det opdager mange bilister ikke.
- De kigger ikke på vejbanen og er ikke opmærksomme på de gule striber, som i øvrigt er helt vildt utydelige, siger Bjarne M. Behrenthz.
Randers Kommune siger, at man ville kigge på, om der kan skiltes bedre og laves mere tydelige striber.