Kirsten blev fuppet af Copenhagen Lashes: - Det er noget svineri
Kirsten Lomholdt har derfor nu sammen med omtrent 30 andre kunder politianmeldt virksomheden, som nu er lukket ned. Politiet fortæller, at der er begrundet mistanke om bedrageri.
- Det er noget svineri, fordi jeg har aldrig nogensinde bedt om det abonnement, lyder det fra Kirsten Lomholdt fra Horsens til TV2 ØSTJYLLAND.
Kirsten Lomholt er én blandt cirka 1.000 kunder, der har klaget over Randers-virksomheden Copenhagen Lashes til Forbrugerombudsmanden efter, at de angiveligt har fået en abonnementsordning på øjenvippeserum uden, at de var klar over det.
- Det var prisen, der var blikfanget, forklarer Kirsten Lomholdt.
Læs også
Virksomheden reklamerede nemlig med et ret godt tilbud på en øjenvippeserum til 35 kroner.
- I vores alder er det noget med at øjenbryn og øjenvipper bliver lidt tyndere, og så tænkte jeg, det skal da prøves. Og 35 kroner lyder jo ikke som en bondegård, fortæller Kirsten Lomholdt.
Men det var altså en fælde. Pludselig var der nemlig trukket penge til et abonnement.
- Den 30. december var jeg inde og tjekke min netbank, og der kunne jeg så se, at Copenhagen Lashes lige pludselig havde trukket 520 kroner, siger hun.
Politiet oplyser, at der er begrundet mistanke om bedrageri
Kirsten Lomholdt har derfor sammen med omtrent 30 andre kunder politianmeldt virksomheden, som nu er lukket ned.
- De skal have deres straf. Jeg synes ikke, det er i orden, det som de laver, siger hun.
Og det lader også umiddelbart til, at der er hold i Kirsten Lomholdt og de andre kunders mistanke.
Læs også
Tirsdag ransagede politiet nemlig virksomhedens adresse i Randers, og de oplyser, at der er begrundet mistanke om bedrageri.
- Vi har beslaglagt en del IT-udstyr, og vi har beslaglagt rigtig meget data, som vi nu skal bruge noget tid på at kigge ind i forhold til at prøve at se, om vi kan understøtte den her sigtelse, der er rejst i forhold til bedrageri og overtrædelse af markedsføringsloven, fortæller Michael Kjeldgaard, der er politiinspektør hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Føler sig ikke naiv
Er det ikke dig, der har været naiv, når du købte en serum til 35 kroner af et dansk firma?
- Nej, det synes jeg ikke, at jeg har været. De havde et CVR-nummer, og det stod til at være fuldt ud lovligt, lyder det fra Kirsten Lomholdt.
Læs også
TV2 ØSTJYLLAND har flere gange forsøgt at få en kommentar fra Copenhagen Lashes ejer Sebastian Møller Gaardsøe, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.