Kasper Fisker: Dejligt at score to mål
Kantspilleren Kasper Fisker fik fuld spilletid i Randers-sejr i DBU Pokalen
Efter en periode uden fast spilletid i førsteholdstruppen stemplede kantspilleren Kasper Fisker torsdag aften ind hos Randers FC.
Fisker spillede samtlige 90 minutter, da kronjyderne på udebane besejrede danmarksserieklubben FC Sønderborg i DBU Pokalen. Opgøret endte med en Randers-sejr på hele 6-0.
To af målene blev sat ind af Kasper Fisker.
- Det var dejligt at få fuld spilletid - også selv om det var på et helt andet niveau end Superligaen. Jeg scorer normalt ikke så mange mål, så det var perfekt at lave to af slagsen. Det var en god oplevelse, siger Kasper Fisker til tv2oj.dk.
Randers FC fik storsejr i DBU Pokalen
Under torsdagens pokalkamp sparede cheftræner Colin Todd en del af de sædvanlige profiler. Således var der i startopstillingen kun genvalg til forsvarsspilleren Mads Fenger i forhold til mandagens superligaopgør mod Esbjerg.
Ifølge Kasper Fisker viser det, at Randers har en god bredde i truppen.
- Vi ville ikke dumme os mod en danmarksserieklub. Heldigvis greb vi det rigtigt an. Vi har et godt hold, og det beviste vi igen i dag.
Efter 90 minutter i DBU Pokalen håber Kasper Fisker snart at få mere spilletid i Superligaen, hvor han har mistet sin plads på højre kant til nyindkøbte Mustafa Amini.
- Det er jo træneren, der sætter holdet. Men jeg gør alt, hvad jeg kan til træning for at holde mig skarp. Og når chancen så kommer, så skal jeg gribe den, siger Kasper Fisker til tv2oj.dk i bussen på vej hjem fra Sønderjylland.
Se og hør Randers-spillerne synge sejrssang efter kampen:
(function(d, s, id) { var js, fjs = d.getElementsByTagName(s)[0]; if (d.getElementById(id)) return; js = d.createElement(s); js.id = id; js.src = "//connect.facebook.net/da_DK/sdk.js#xfbml=1&version=v2.3"; fjs.parentNode.insertBefore(js, fjs);}(document, 'script', 'facebook-jssdk'));
Dagens anfører Mads Fenger fik råbt for efter kampen!
Posted by Randers FC on 24. september 2015