Karina har brugt 1,2 mio. på sin traktor: Fedt at fyre den af
Den østjyske sæson for hestekræfter og masser af røg er skudt i gang
Ikke færre end 4.000 entusiaster mødte op, da det årlige traktortræk søndag blev gennemført i Linde nord for Randers.
Inde i traktorkabinerne var langt størstedelen af deltagerne mænd - men der var også en enkelt undtagelse.
Karina Hornsyld fra Øster Tørslev elsker at give den gas i mudder og smat. Sammen med sin kæreste og sin far har hun bygget sin egen traktor for i alt cirka 1,2 mio. kr.
22-årig mand gik amok under traktortræk
Søndag blev den hjemmebyggede John Deere-traktor sluppet løs på marken ved Linde.
- Stemningen sådan et sted er jo helt i top. Der er så mange mennesker, der bare har en fest. Og så er det bare fedt at fyre den af ned ad banen. Det er der ingen tvivl om, siger Karina Hornsyld til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Trak 97,5 meter
Karina Hornsylds hjemmebyggede traktor fik i alt trukket 97,5 meter under søndagens konkurrence. Det var et bedre resultat end mange andre deltagere, men dårligere end hun plejer at køre.
- Det er altid fedt, men jeg vil sige, at turen i dag var ikke den fedeste i forhold til, hvordan det kan være. Det er meget federe, når traktoren letter forhjulene hen ad banen. Sådan var det bare ikke i dag.
I videoen øverst i artiklen kan du se et tv-indslag om Karina Hornsylds kamp med hestekræfterne.