Kan være farligt for mennesker: Kæmper mod glyphosat

Landmand Ib Borup Pedersen er overbevist om, at glyphosat, der findes i Roundup, gør mennesker syge

I øjeblikket er der meget debat om stoffet glyphosat, der findes i ukrudtsmidlet Roundup, for EU står foran en fornyelse af tilladelsen til at bruge stoffet, og det bekymrer både landmand Ib Borup Pedersen og en forsker fra Københavns Universitet, at glyphosat også fremover må benyttes.

Både Ib Borup Pedersen og forskeren mener nemlig, at stoffet er farligt for mennesker.

Ib Borup Pedersen har tidligere været griseavler, hvor han oplevede misdannelser hos grisene, der blev født deforme, og han mistænker foderet med genmodificeret soja for at være synderen. Det indeholder nemlig rester af glyphosat.

- Hold igen med sprøjtemidlerne

- Der er al mulig grund til at tro, at vi også kan forvente det med mennesker. Med den viden jeg har om det, så kan jeg ikke pakke det væk. Det vil være uhæderligt, siger Ib Borup Pedersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Lisbeth E. Knudsen er professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, og hun står bag en undersøgelse af 27 danske børn og mødre. Alle 27 urinprøver viste rester af glyphosat.

Landmand: Kan være skadeligt

- Jeg synes, det er et problem, at vi har nogle stoffer i os, som egentlig ikke er beregnet på at være i kroppen hos mennesker, men det er klart, at man kan diskutere, om der er nogle niveauer, der er tolerable, og det er jo det, hele diskussionen går på. Men det er et kræftfremkaldende stof, så jeg synes ikke, vi skal have det i os, siger Lisbeth E. Knudsen, der er professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

EU's beslutning om hvorvidt det fortsat skal være tilladt at bruge glyphosat er vanskelig, for europæiske forskere er uenige om, hvorvidt stoffet er kræftfremkaldende.

Se hele indslaget i ovenstående video.