Kamper utilfreds med ledelse
Jonas Kamper retter kritik af kommunikationen i Randers FC
De seneste to kampe har Randers FC-spilleren Jonas Kamper måtte se på fra sidelinjen, mens hans holdkammerater spillede i både pokalturneringen og Superligaen.
En beslutning, han selv står uforstående overfor, fortæller han åbent i et længere interview med Tipsbladet.
Jonas Kamper har spillet i Randers siden 2010 og har gennem flere perioder været en fast del af startopstillingen. Den tid er forbi, og det undrer den 32-årige spiller, som ikke mener, at han har fået nogen forklaring fra klubben:
- Jeg er selvfølgelig pisse skuffet. Jeg er en af de mest erfarne spillere i klubben, og jeg har altid spillet med hjertet. Det er frustrerende, at jeg ikke får lov til at gøre mit arbejde færdigt både over for klubbens fans og i forhold til min egen fremtid. Jeg mener selv, at jeg altid har givet utroligt meget af mig selv til klubben og den ånd, der er på stedet, siger han til Tipsbladet.
Jonas Kamper har kontraktudløb til sommer, men hvis man skal tro Randers FCs cheftræner Colin Todd, kan udmeldingen gøre det endnu sværere at få spilletid.
Colin Todd fortæller til Tipsbladet, at han ikke genkender billedet af, at Jonas Kamper ikke skulle have fået et en forklaring på, hvorfor han ikke længere er førstevalg fra start:
- Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at det er løgn. I vinterpausen talte vi sammen, og jeg sagde ærligt til ham, at han skulle være en trupspiller og ikke en stamspiller. Jeg garanterede ham ikke noget, men bad ham om at kæmpe, fordi der kunne opstå muligheder og chancer. Han skulle også være involveret omkring holdet, siger Colin Todd til Tipsbladet.
Forholdet mellem Jonas Kamper og Randers FC er et af de emner, der vil blive diskuteret i aftenens udgave af Fodbold med Horup, som sendes på TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.55.