Kæmpede sig tilbage
Randers-træner glæder sig over kneben sejr
Det var tæt, men KIF Vejen troede på sejr, da de var foran med fire mål midt i anden halvleg mod Randers HK i Dame Håndbold Ligaen. Men Randers-spillerne havde også håbet intakt.
Og kampens slutning faldt ud til østjydernes fordel med resultatet 24-23 efter en opstramning fra Randers' målmand og færre brændte chancer i den anden ende.
- Vi brændte for mange chancer, og KIF Vejen fik trukket tempoet ud af kampen, så vi hang bagefter hele tiden. Men vi troede på det. Vi fik kæmpet os godt tilbage igen, selvom vi var bagud med fire mål. Jeg synes, vi var dygtige og heldige i slutfasen med at afgøre det selv, siger Randers-træner, Jan Leslie.
Ikke nogen køn kamp
Han indrømmer dog, at det ikke var nogen køn kamp, men at sejren trods alt var det vigtigste.
- Nogle gange kan man være ligeglad med, hvordan man vinder, bare man vinder. Og det var dejligt for os, at vi vandt, konstaterer Jan Leslie Han fremhæver højrebacken Susann Müller som Randers' bedste spiller i lørdagens kamp.
Med sejren rykker Randers op på 30 point og skaber afstand på to point ned til FC Midtjylland på fjerdepladsen, og det er noget, der glæder Randers-træneren.
- Vi går efter at få den højest mulige placering. Derfor var sejren meget vigtig. Nu kan vi spille udekamp i Esbjerg med ro i sindet. Havde vi tabt i dag, så havde Midtjylland haft mulighed for at nå os. Det har de ikke nu, siger Jan Leslie.