Kæmpe vandrør sprunget
1.500 husstande uden vand nær Randers
4. nov 2011, kl. 16:53
Mere end 30 dage gammel
Næsten 1.500 husstande i Assentoft sydøst for Randers er fredag eftermiddag uden vand.
Ifølge Randers Amtsavis er et af byens allerstørste vandrør sprunget. Uheldet er sket ud for adressen Søndergade 20A.
- Det er et vandrør som er 22,5 cm i diameter. Det er noget af det største, vi har. Og det er gået lige midt i en bøjning, siger formanden for det lokale vandværk, Anders Olesen, til avisen.
Beboerne har været uden vand siden fem-tiden tidligt fredag morgen. Anders Olesen håber, at problemet er løst inden aften.