Kabelfærge skal i dok
Udbyhøj Kabelfærge skal synes og repareres, og derfor indstilles sejladsen i en periode
Udbyhøj Kabelfærge skal en tur i dok, hvor den skal have foretaget et lovpligtigt skrogsyn, ligesom den skal repareres og vedligeholdes. Derfor indstilles sejladsen på Randers Fjord fra mandag den 9. marts og frem til og med den 24. marts.
- Med sådan et skib gælder det, at det skal synes af Søfartsstyrelsen, og hvert fjerde år skal det op på land og synes. Når det så er deroppe, så går vi det efter og får lavet noget vedligeholdelsesarbejde og serviceeftersyn, siger Svend Svendsen, der er overfartsleder hos Randers Fjords Færgefart.
Kabelfærgen skal i dok ved Bønnerup, hvor arbejdet udføres.
Færgens kunder henvises i stedet til overfarten Ragna Mellerup-Voer i de kommende uger, og derfor er den sejlplan udvidet med en ekstra afgang om morgenen fra Mellerup klokken 06.45 og fra Voer klokken 06.52.
- Vi tror på, at vi kan nå det hele, så tidsplanen holder, men sker der ændringer, vil vi selvfølgelig oplyse om det, siger Svend Svendsen.