Jutlander Bank ind i Randers
Østjydsk Bank sælger to afdelinger
Den forholdsvis nye Jutlander Bank rykker nu ind i Randers.
Banken, der er resultat af en fusion mellem Sparekassen Hobro og Sparekassen Himmerland i efteråret 2013, har købt to afdelinger af Østjydsk Bank.
Den ene er afdelingen på Østervold i Randers, hvor Jutlander Bank ikke tidligere har været til stede. Den anden er i Gjerlev nord for Randers, hvor Jutlander Bank i forvejen har en afdeling.
I Østjylland har Jutlander Bank i forvejen afdelinger i Aarhus og Galten.
- Med etableringen i Randers lukker vi hullet i vores afdelingsnet mellem Mariager Fjord og Aarhus, siger ordførende direktør i Jutlander Bank Per Sønderup i en pressemeddelelse.
Samtlige kunder i de to afdelinger bliver fremover kunder i Jutlander Bank. I Randers fortsætter afdelingen på Østervold, mens afdelingen i Gjerlev bliver en del af den eksisterende filial.
Med overtagelsen af de to afdelinger får de i forvejen godt 400 medarbejdere i Jutlander Bank 20 nye kolleger.